#SAMMENHVERFORSIG

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Store kunstoplevelser den af .

Maleriet ”Dobbeltportræt. Kunstneren og hans hustru” er fra 1898 og forestiller kunstneren og hans hustru Ida. Bordet med dugen skiller forgrund og mellemgrund fra hinanden, og bordet både forbinder og adskiller de to figurer. På én gang er det et meget enkelt og et meget mystisk billede. Det forestiller jo bare en mand og en kvinde ved et bord. Men der er noget mærkeligt ved det. Noget unaturligt over den akvariegrønne farve, som man ligesom ser billedet igennem. Noget gådefuldt ved den rygvendte mand og mørket bag dem, et mørke som de næsten suges ind i. Eller også skyldes det gådefulde, at bordets forkant ikke er synlig, selvom manden er skudt ind mellem rammekant og bord. Det trækker begge figurer frem i fladen på en unaturlig måde. Det virker næsten som om Ida stiger frem og op, mens den forreste figur, næsten som en vægtskål, synker ind og ned i mørket.

Første gang, jeg så maleriet, lagde jeg mærke til den lysende guldring, som Ida bærer. Den forærede Vilhelm Hammershøi Ida til hendes fødselsdag kort forinden. Jeg tænkte dengang meget over, hvad det var for et forhold, de to havde til hinanden. Er det nærhed og intimitet, vi ser mellem dem, eller afviser hun ham? Er de følelsesmæssigt forbundne? Sammen hver for sig. Eller er der tomhed mellem dem?

I dag, når jeg ser billedet, bliver jeg slået af den stilhed, som er i billedet. Måske fordi museet er lukket og helt stille som følge af corona-krisen. Billedet får mig til at overveje, hvilke forskellige former for stilhed, der findes. Og hvad er det for en stilhed, der er mellem figurerne på billedet? Er det en faretruende stilhed eller en tryghedsskabende stilhed? Stilhed kan være sigende og forbundet med stor fred. Stilhed kan også være ofte forbundet med magt. Eller tomhed. Stilheden kan føles overvældende intim eller skabe usikkerhed, ja nærmest rådvildhed. Her i billedet skaber stilheden fokus. Den virker forpligtende. Værket planter en ro hos mig. Den giver en tro på, at verden vil bestå, at det hele nok skal gå, så længe vi husker at give plads, at lytte og at se, og at udfordre og udforske de forhold, vi har til hinanden.

Hammershøi er en dansk maler, som blev født i 1864 og døde i 1916. Han er mest kendt for sine rygvendte kvindefigurer i tomme stuer. Det er ikke handling, man tager med fra Hammerhøis malerier, snarere en stemning. Et særligt nærvær. Som lyden af en cellostreng, der bliver ved at lyde i rummet længe efter, at buen har sluppet strengen.

Den tyske digter Rainer Maria Rilke mødte ved flere lejligheder Vilhelm Hammershøi. Han skriver:
”Hans værk er langt og langsomt, og i hvilket øjeblik man end begriber det, vil det altid give fuld anledning til at tale om det, som er vigtigt og væsentligt i kunsten”.