Hvordan styrker vi det globale sammenhold?

Dette indlæg blev udgivet i ARoS den af .

I begyndelsen af februar, før corona for alvor satte verdenssamfundet i stå og tegnede et nyt billede af virkeligheden, befandt jeg mig i Vestafrika, sammen med direktør Erlend G. Høyersten, formidlingschef Marianne Grymer Bargeman og udstillingskoordinator Ellen Langvold. Her besøgte vi, som led i vores research, en række kunstnere, kuratorer, gallerier og institutioner, som på forskellig vis arbejder med, støtter og formidler samtidskunst fra det afrikanske kontinent.

Fortidens spøgelser

Vi startede i Ghanas hovedstad Accra, hvor vi besøgte Osu Castle (oprindeligt Christiansborg Castle), som er et tidligere danskejet fort, hvorfra danske handelsfolk i perioden 1661-1850 handlede med guld, elfenben, våben – og slaver. I dag vidner det faldefærdige fort om et mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Om en tid, hvor Danmark spillede en afgørende rolle i kolonitidens undertrykkelse og udnyttelse af mennesker. Og mens vi gik rundt med historiker William Gmayi Nsuiban, som huskede os på, at Danmark fortsat mangler at undskylde officielt, og måske vigtigst af alt at erkende sin aktive deltagelse i kolonitidens slavehandel, var det som om fortidens spøgelser talte til os gennem murene med sorgfulde, vrede og uforløste stemmer.

Fortiden som erindring

Samme aften, over en middag, og efter en lang dag med flere galleri- og atelierbesøg, diskuterede vi med vores kommende medkurator Mavis Tetteh-Ocloo fra kuratorgruppen BlaxTARLINES KUMASI, hvilken rolle fortiden havde af betydning for en ung kunstner og kurator som hende. Den historiske fortid, som bl.a. indebar brutale beretninger fra kolonitiden, var ikke noget hun længere orkede at belaste sit hoved med, lød svaret. Men fortiden som erindring, som personlige minder eller traumer – eller på et mere kollektivt og samfundsmæssigt plan, som stærke fortællinger, der diskursivt via medierne, kulturen eller historiebøgerne påvirker vores fortids- og omverdenforståelse, var et emne, hun nærede stor interessere for. For Mavis handlede det om at gøre sig fri af fortiden og bryde med den ved at tænke nyt og tegne nye billeder af fremtiden. Den del af vores samtale husker jeg tydeligt.

Foto: Maria Kappel Blegvad

Ønsket om at styrke kunstens globale økosystem

Allerede næste formiddag fløj vi videre til den nord-ghanesiske by Tamale. Her tilbragte vi en dag i selskab med kunstneren Ibrahim Mahama, som ved siden af sit kunstneriske virke er stifter og ejer af The Savannah Centre for Contemporary Art samt et helt nyt kunstcenter, Red Clay, som ikke kun rummer over 4000 m2 udstillingsareal inkl. biograf, atrium og bibliotek, et udendørsareal på 500.000 m2, men også et artist-in-residency-program samt et inddragende formidlings- og undervisningscenter, hvortil han for nyligt har erhvervet fem store fly, som han netop er i fuld gang med at ombygge til undervisningslokaler for lokalområdets skolebørn. Vi var naturligvis imponerede. Og endnu større jubel fulgte efter vores hjemkomst, da Mahama og hans team indvilligede i at indgå i et unikt udveksling- og udstillingsarbejde med ARoS. Sammen ønsker vi at tilrettelægge et transnationalt projekt med udstillinger i både Aarhus og Tamale, både for at udfordre os selv og den institutionelle praksis, men også for at bane vej for nye blikke hos et dansk såvel som ghanesisk kunstpublikum. I fællesskab ønsker vi at gå forrest i udviklingen af kunstens globale økosystem, som alt for længe har lidt under en ulige magtfordeling, og jeg er overbevist om at vi kan lære meget af hinanden, begge veje, og måske på et mere langsigtet plan som fremtidige venskabsinstitutioner. Det må tiden vise.

 

Final stop Lagos

Næste dag fortsatte rejsen til Lagos, Afrikas største by med over 20 millioner indbyggere. Regeringen havde netop indført forbud mod alle motorcykelkøretøjer. Vi blev derfor mødt af et sandt kaos på vejene. Selv sad vi seks i en Toyota Sedan sammen med vores guide Rita og chaufføren Thompson, hvorfra vi betragtede virvaret af biler og mennesker, som i desperation forsøgte at fragte sig selv fra A til B. Takket være Rita og Thompson nåede vi (næsten) alle vores planlagte møder, bl.a. med folkene bag The African Artist’s Foundation, Lagos Photo og Art X Lagos samt kunstnerne Ndidi Dike, Jelili Atiku og Taiwo Aiyedogbon, der alle tog venligt imod os. De fortalte om deres arbejde, om de udfordringer og visioner, som holder dem oppe. Og de gav os kritisk feedback. Fremfor alt gav de os modet til at satse på nye udstillingsgreb samt måder at samarbejde på. Derfor håber jeg inderligt, at vi lykkedes med at gennemføre det udvekslingssamarbejde, vi netop før nedlunkningen fik iværksat med SCCA og Red Clay.

En ny begyndelse?

I skrivende stund, 4 måneder senere, hvor jeg igen sidder på mit kontor, tilbagevendt efter 3 måneders hjemsendelse pga. nedlukningen, tænker jeg tilbage på Osu Castle, på det Mavis sagde om erindringer, om hvordan stærke fortællinger og diskurser kan påvirke os kollektivt, på Ibrahim og hans beundringsværdige arbejde med opførelsen af SCCA og Red Clay, og på de unikke menneskelige møder, som i Lagos gav os feedback og inspiration til nye måder at tilrettelægge udstillinger på.

Foto: Maria Kappel Blegvad

Nedlukningen af lande verden over, har uden tvivl været en gevinst for klimaet, hvilket er værd at glæde sig over. Som kurator for et udstillingsprojekt, der ønsker at styrke den globale kunstscene, kan jeg dog ikke undgå at tænke på, om den nuværende krise vil bremse os? For hvad bliver konsekvenserne af corona-krisen for fremtidens globale samarbejder, for den internationale kunstscene og ikke mindst for kunsten i de lande, hvor kunst og kulturscenen netop var på sit højeste og stod i fuldt flor efter årtiers hårde indsats? Hvordan opretholder vi et globalt udsyn og sammenhold, når regeringsmagter verden over lukker samfund ned og prædiker isolation og afstand mellem mennesker? Hvordan kan vi komme fordomme og i særdeleshed racisme til livs, øge samarbejdet på tværs samt tænke globalt, hvis vi ikke længere kan rejse i samme omfang som før? Bliver konsekvensen, at vi tænker mere nationalt og derved lukker os om os selv? Er den digitale dialog i så fald tilstrækkelig? I det hele taget, hvad betyder det, når politikere, samfundsdebattører og fremtidsforskere siger, at verden aldrig bliver den samme igen?

Personligt hører jeg til gruppen af optimister, der tror på, at krisen i virkeligheden kan føre noget godt med sig, men kun hvis, vi udviser et stærkt handlemod og risikovillighed til at gå nye veje, bakker op om hinanden og de humane værdier, som samler os på tværs. Som ambassadør for en kunstscene, der orienterer sig globalt og i samme ombæring kæmper for global ligestilling, vil jeg derfor gøre alt, hvad jeg kan for at de ambitioner, vi sammen med vores nye ghanesiske samarbejdspartner ønsker at realisere, også bliver realiseret. Jeg tror på en verden i en nær fremtid, hvor vi rykker endnu tættere sammen, ikke kun med dem, vi i forvejen kender, men også på tværs af landegrænser med afsæt i et åbent og nysgerrigt sind. For såfremt vi ønsker at styrke sammenholdet globalt, er det ikke nok med en online-forbindelse til verden derude. Jeg glæder mig derfor om nogen til den dag verdens grænser på sikker og forsvarlig vis atter åbnes op og tillader menneskelige møder på tværs.