Monumenternes fortælling

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger den af .

Mennesket har til alle tider lavet mytologier, både for at forstå den verden, de lever i, og for at skabe verden i det billede, de ønsker. Når mennesker forsamler sig i en gruppe, har de behov for en fælles fortælling, der binder dem sammen, og som samtidig også lukker andre ude. Fra de tidligste kulturer til antikkens velkendte mytologier over den kristne tro til den moderne velfærdsstat har en kollektiv, samlende fortælling, der binder os sammen i en fælles bevidsthed, været en nødvendighed. Mythologies – The Beginning and End of Civilizations viser de fortællinger, som mennesket på udvalgte tidspunkter i historien har troet på, og som til stadighed skaber de ydre rammer for vores liv – det, man kunne kalde samfundskonstituerende fortællinger. Disse fortællinger har vi i udstillingen valgt at karakterisere som mytologier

Det eneste sikre vi kan sige om mytologier er at de er under konstant forandring og tilpasser sig den samtid, de er en del af. Til tider står vi overfor et egentligt brud, hvor det mytologiske system ændres radikalt. Dette er ofte ledsaget af revolutionære tendenser, andre gange er det justeringer indenfor mytologien og her sker bevægelsen gradvist og bliver næsten usynlig for den enkelte.

I udstillingen har vi valgt også at sætte fokus på mytologiens ekskluderende karakter ved at give plads til de ekskluderede stemmer eller marginaliserede figurer i mytologien. Enhver mytologisk forestilling hvad enten den er politisk eller religiøs har behov for modsætninger til at tydeliggøre hvem man ikke er. Denne produktion af modbilleder eller fjendebilleder er central i de fleste mytologier. Det er vigtigt i dag at fremhæve de ekskluderende fortællinger som netop konstruktioner eller mytologer for ikke at gentage historiens blindevinkler og konstruerede virkelighedsbilleder om andre.

Nogle af de tydeligste markører for både levende samfundsmytologier, men også mytologier som for længst har mistet sin legitimitet i det omkringliggende samfund, er de mange mindesmærker og statuer opstillet til mind om nationale tab eller sejre, eller som hyldest af historiske figurer, som man på opstillingstidspunktet har ønsket at spejle sig selv i.

”To Make Oneself Like Something Else” af Anika Schwarzlose kan opleves i udstillingen Mythologies – The Beginning and End of Civilizations

At historien ikke er en ubevægelig objektiv størrelse, men konstant genlæses af den samtid der kigger på den, bliver i disse dage fysisk manifesteret i det offentlige rum. Her ser vi en yderst velkendt og virkningsfuld manifestation af en forandring i mytologien. Hvor monumenter rives ned i takt med at den generelle samfundsfortælling har ændret sig og rykket sig i forhold til monumenternes opstillingstidspunktet. Monumenternes iboende fortælling har i længere tid været naturaliseret, men pludseligt bæres de historisk problematiske og ekskluderende sider af monumenternes historie frem i lyset og blotlægges for os alle og monumentet går fra at være en harmløs markør i bybilledet til at være et billede på mange års undertrykkelse af grupper i samfundet.

Monumentet behandles også i udstillingen blandt andet af den tyske kunstner Anika Schwarzlose i værket ”To Make Oneself Like Something Else”. Anika Schwarzlose er født i det tidligere Østtyskland og arbejder i flere af sine værker med den mentale og fysiske arv fra det kommunistiske styre. Hun er særligt optaget af monumenterne, som indfanger den kollektive fortælling, men også i processen bag at skabe en fælles, mytologisk samhørighed omkring et politisk system.

I værket her ser hun også på den enkeltes rolle i forhold til den store fortælling på to måder. Både igennem titlen på værket, der antyder monuments rolle som fyrtårn eller spejl for den enkelte borger, der skulle forme sig selv efter styrets fortælling. Og igennem de tøvende turister, der lang tid efter murens fald, stiller sig i de samme heroiske positurer som personerne på monumentet.

Modsat den aktive stillingtagen, der pågår i disse dage, er aktørerne i Schwarzloses video nærmest bedøvede overfor de historiske lag der ligger gemt i Sovjetunions selvfremstilling og hyldest. Her bliver det nærmest parodisk historieløst at ønske at fotografere sin lille pode ved siden af en Sovjet hero.

Monumenter og skulpturer er bærere af vores historiske arvegods og ligesom en hvilken som helst familie er der sider af vores fælles fortælling, vi ikke i dag er stolt af, men historien har lært os at disse sider kommer frem gradvist og langsomt eller kontant og pludseligt. Historien er som trykkoger der ikke kan holdes nede, så derfor er historien og en konstant kritisk læsning og revurdering vigtig.