Streger fra en syg tid

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, ARoS Public den af .

Hvad gør børn og unge med deres tanker, når hverdagen ikke ligner sig selv?
Hvad gør lærere og pædagoger, psykologer og samtidshistorikere, når de vil forstå og samle op på en tid med fokus på sygdom, angst og omvæltninger?
Og hvad gør kulturinstitutionerne, når børnene ikke kan komme på museum som de plejer pga. tidens covid-19 relaterede udfordringer med gruppestørrelser og materialehåndtering?
Med det landsdækkende projekt Streger fra en syg tid ønsker kunstmuseet ARoS at blive klogere på ovenstående spørgsmål. Formålet med projektet er at skabe et kreativt rum, der kan hjælpe os med at forstå vores tid, gennem vores børn og unge, på tværs af landet. Mens nogle museer samler på mundbind og plexiglas, ønsker vi at give børn og unge mulighed for at være med til at ”skrive” historie. Hvilke tanker og følelser har forandringerne skabt hos børn og unge, og hvordan vil de give tiden og tankerne form og udtryk?

Helt konkret har ARoS opfordret alle landets skoler til enten at tegne en tegning eller skrive en tekst, der forholder sig til corona-tiden. Over 100 skoler fra hele landet har allerede tilmeldt sig, og museet har modtaget mange gode og tankevækkende streger, som vi ser frem til at udstille og diskutere til efteråret i formidlingscenteret ARoS Public på niveau 3. Udstillingen vil blive organisk og forandre sig over tid i tæt samarbejde med bl.a. billedkunstnere, som vil reagere kreativt på børnenes bidrag, fx ved at animere tegningerne digitalt eller ved at lade sig inspirere af dem i forhold til egne projekter. Museet vil også løbende samarbejde med både børn og unge samt udstillingsarkitekter, samtidshistorikere, pædagoger, lærere og psykologer, der vil forholde sig til og analysere de indkomne bidrag som en kilde til samtiden, et monument over tiden. Det vil blandt andet ske i form af debatter, samtaler med børn, blogindlæg, korte film og artikler.

Hvis du har fået lyst til at tegne, er her lidt inspiration:

Opvarmningsøvelse:

  • Placer blyant på papir.
  • Luk øjnene.
  • Tegn Covid-19.
  • Åbn øjnene og arbejd videre med dit værk.

To og to sammen:

  • Tegn kruseduller på papir og byt med en person ved siden af dig.
  • Forvandl nu kruseduller til et Covid-19 relateret motiv.
  • Den ene beskriver en Covid-19 relateret oplevelse. Den anden tegner, hvad de hører. Byt derefter.
  • Skriv tre ord på papir. Giv dem til personen ved siden af dig og modtag det samme fra vedkommende. Illustrerer de tre ord.

Hvis du vil vide mere om projektet, kan du kontakte undervisningsansvarlig Jacob Bødskov på jabo@aros.dk. Han er tilbage efter ferie i uge 31.

Indtil da: Pas på jer selv og hinanden og rigtig god sommer!