Over 600 kunstværker forlader ARoS

Dette indlæg blev udgivet i Udstillinger og tagget den af .

Mandag aften d. 21. april lukker og slukker udstillingen Tal R – The Virgin for sidste gang. For publikum afspærres udstillingssalen på niv. 1, og som ved et trylleslag åbnes den igen en måneds tid senere med et helt nyt udtryk og med helt nye kunstværker.
Tal R forsvinder og Jesper Just opstår. 

Men hvor bliver Tal R af?

Hvis du har været igennem Tal R’s labyrintiske og farverige univers, har du nok bemærket den massive mængde af værker. Hundredevis af små tegning og collager, store stofværker, installationer med grafikske tryk og kæmpe malerier fylder rummene og med undtagelse af 6 tegninger og et nyerhvervet maleri, skal alle disse værker forlade ARoS og sendes ud i verden tilbage til deres ejere; USA, England, Østrig, Holland, Sverige, Danmark og Tyskland – en logistik som kræver mange hænder.

Som udstillingskoordinator laver jeg ingenting. 

Anne Krestina Trollehave fra Fælleskonserveringen laver tilstandsrapport på værket Folk ejet af Kunsthal Magasin 3 i Sverige

Anne Krestina Trollehave fra Fælleskonserveringen laver tilstandsrapport på værket Folk ejet af Kunsthal Magasin 3 i Sverige

Eller det vil sige:

Jeg er ikke konservatoren, som gennemgår hvert enkelt værk og sikrer at det forlader museet i samme stand, som det kom ind.
Jeg er ikke kureren udsendt af et udlånsmuseum, der beser sit værk inden det skal hjem.
Jeg er ikke teknikeren, som afmonterer alle værkerne og omhyggeligt pakker dem præcis som da de ankom.

Jeg er ikke transportagenten, som ringer verden rundt og træffer aftaler med et halvt hundrede forskellige udlånere om, præcis hvornår deres højt skattede kunstværk kan afleveres.
Jeg er ikke lastbilchaufføren der ankommer i bil efter bil til ARoS og afhenter hundredevis af værker, mange i tonstunge, specialbyggede trækasser.

Men jeg styrer slagets gang. 

Jeg sørger for at alle har al den information de skal bruge, for at udføre deres arbejde med den nøjagtighed og omhu som kunst kræver.
Og så er jeg lidt af en selvmodsigelse. For jeg er en humanist, som elsker Excel ark og lister og mapper og plastiklommer. Men mest af alt så elsker jeg, at være med til at trylle og give publikum nye værker og nye oplevelser