Husk at date kunsten

Dette indlæg blev udgivet i Store kunstoplevelser og tagget , , , , den af .

Nogle gange glemmer jeg, hvor heldig jeg er. Her tænker jeg ikke på mand og barn (sorry guys) men på mine dates med kunsten! Der er noget ganske særligt over den tætte, intime oplevelse af et kunstværk. Nærmest som en date. Kun ”dig” og ”det” og et hav af hemmeligheder der skal afdækkes.

Det er lidt pinligt, men i en alder af 25 havde jeg aldrig været på date (med kunsten). Jeg havde læst kunsthistorie i 6 år, men jeg var stadig en jomfru i forhold til de helt intime oplevelser (med kunsten). Der er visse ting, man ikke kan læse sig til…

Min første fysiske kontakt (med kunsten), var som assistent på et galleri.

Kunsten var hér ikke noget urørligt eller ophøjet, men fuldt tilgængelig og lige til at ”gramse på” i reoler og skuffer. Forelskelse på første date!

Under Edvard Munch-udstillingen på ARoS blev jeg igen mindet om, hvor særligt det er at date kunsten. I dagstimerne flokkedes folk om Munch. Han var på speed-date med alle og enhver. Men jeg havde ham helt alene. I de tomme gallerier inden åbningstid, var der kun ham og jeg (nå, ja og så vores anstandsdamer også kaldet ARoS værterne). Her så vi hinanden dybt i øjnene og jeg indså, at selvom tiltrækningen var stor, så havde Edvard langt flere psykiske problemer end mit liv kunne rumme. Men daten var god og inspirerende. Vi kom tæt på hinanden.

Siden har jeg været på mange dates. Senest med Lundbye, Eckersberg, Frølich, Tal R og Wes Lang m.fl. Jeg har grebet intimiteten, som mit job giver mulighed for, men også nydt stilheden på de sene aftener på museet. 

Min næste date bliver med Jesper Just og Michael Kvium, og jeg kan næsten ikke vente til jeg henholdsvis i slutningen af maj og i starten af oktober står ”face to face” med kunsten. Jeg ser frem til at blive forelsket igen!

 

En tanke om "Husk at date kunsten"

  1. Johanne

    Så fint skrevet, flere dates med kunsten!
    -med livet, musikken, naturen, litteraturen og for så vidt også gerne hinanden, forelske sig.
    Det salige i at skærpe sin opmærksomhed, koncentrationen, så tiden får lov at fylde, på den anden led, gennem sansningen, mætningen, de små detaljer, nysgerrigheden. Tænker ofte på en date med Bill Viola, et ydre rum blandt de 9, fem engle, der blev et indre rum der følger med videre, for ikke at tale om det smukke møde med Shirin Neshat mellem rækker af træer og gule garnnøgler, hamam og haver, en lyssky rendezvous med Picasso i Paris, eller en oplevelse mange år tilbage i Skotland som teenager på date med Rembrandt, hvilket jeg havde frygtet ville blive virkelig tørt og pinligt, hvad skulle jeg dog snakke med ham om? -tæt på at aflyse, og så blev det det fineste fine! De øjne, alle de øjne, blikke på rejse gennem tiden, det var stort, og er det stadig, og blandt andet derfor elsker jeg kunst.

    ‘Kun ”dig” og ”det” og et hav af hemmeligheder der skal afdækkes.’
    Husk at date kunsten!

    TAK for påmindelsen!

Der er lukket for kommentarer.