Grisene

Dette indlæg blev udgivet i Kunstens rolle den af .
Grisebrønden, Mogens Bøggild, 1941

I centrum af Aarhus ligger der en so med otte velnærede griseunger. Som landmandsdatter har jeg næse for den slags sager. Hver gang jeg runder hjørnet af Rådhuspladsen, noterer jeg mig det glade dyreensemble. Måske sammenholdt med det faktum, at grisemor med afkom er en skulptur af bronze – og oveni købet et fredet kunstværk, bedre kendt som Grisebrønden af billedkunstneren Mogens Bøggild.

Historien lyder, at den uovertrufne dyrefremstiller Bøggild tilbragte måneder siddende på en halmballe i en svinesti for at lære dyret og dets bevægelser at kende. Aarhusianernes tak for indsatsen var imidlertid en bølge af kritik. Folk undrede sig over, at et så uheroisk dyr som svinet havde held til at møffe sig vej ind i billedkunstens verden. Gris og kunst var ganske enkelt svært uforenelige størrelser i år 1941.

Jeg elsker den historie. Måske fordi den i al sin enkelhed minder mig om, hvad kunst er. For grisene på Rådhuspladsen er jo ikke bare grise. Dyreflokken er et billede noget – en analyse af noget allerede eksisterende.

I dette tilfælde tog Bøggild sit afsæt i lignelsen om den fortabte søn, der efter at have ødslet sine penge væk måtte stille sin sult i truget sammen med svinene. (At kunstneren i 11. time valgte at sluse sønnen ud af skulpturgruppen kan vist kun tilskrives kunstnerisk frihed).

At det oveni købet var Ceres bryggeriet, der skænkede værket til Aarhus by tilføjer kun skulpturen en ekstra dimension. I den græske mytologi er Ceres nemlig gudinde for den moderlige kærlighed – her personificeret i en velnæret so med glad yngel.

Og hvad er min morale i denne lille dyreanekdote så? Jo, tag dig i agt! Kunst er sjældent kun det, som det foregiver at være. Der ligger mere bag. En tanke, en fortælling, et budskab, en referenceramme.

Da Bjørn Nørgaard i 1970 parterede en hest på en mark ved Kirke Hyllinge og efterfølgende konserverede den i syltetøjsglas, var det opsigtsvækkende ritual en skarp kritik af Vietnamkrigens masseslagtninger. Installationen har gennem årene høstet massiv underen og forargelse i ARoS’ faste samling.

Det samme gør sig gældende med Carsten Höllers menneskehøje plexiglaskugle Sphäre, som ikke bare er en skulpturel konstruktion men også en moderne fortolkning af Leonardo da Vincis berømte tegning Den Vetruvianske Mand fra 1480erne.

Med andre ord er der altid grund til at dvæle lidt ved kunsten. Der ligger oftest mere bag, end vi først antager Og det er jo netop dét, der gør det til kunst.

En tanke om "Grisene"

Der er lukket for kommentarer.