Når afgørelsens time er kommet…

Dette indlæg blev udgivet i Udstillinger og tagget den af .

Jeg glæder mig hver gang. Glæder mig til at se de mange kunstværker, som er indsendt til Sculpture by the Seas ’Open Call’. Sculpture by the Sea er en stor skulpturudstilling, der siden 2009 er blevet afholdt hvert andet år på den naturskønne strand- og skovstrækning mellem Tangkrogen og Bellahage i udkanten af Aarhus. Forud for hver udstilling opfordres kunstnere fra hele verden til at indsende skitser og ideer til kunstværker, som egner sig til en sådan udendørs skulpturudstilling i storslåede omgivelser. Og med forhåbning om at blive udvalgt, indsender hundredevis af kunstnere hvert år deres bud på et eller flere værker, som de synes skal med.

Selv  har jeg siden 2011 haft fornøjelsen af at sidde med i den udvælgelseskomité – eller jury,  som det jo hedder – der får lov til vælge ud blandt de mange indsendte forslag.  Og i forrige uge mødtes vi så for at udvælge værker til den næste Sculpture by the Sea i 2015. Som det også har været tilfældet de tidligere år er interessen stor, hvilket gjorde at vi på mødets første dag blev præsenteret for over 400 indsendte kunstværker. De kom fra hele verden. Nogle store, nogle små. Nogle tiltænkt i en placering i vandet, mens andre havde ladet sig inspirere af strandens vidder eller skovens tætte bevoksning. Monumentale konstruktioner, farverige figurer og vilde ideer til happenings og performances var blot nogle af de værktyper, der var blevet indsendt.

Jury meeting 5 june 2014 002[3]Men vi kan jo ikke tage alle værker med og må derfor hver gang vælge ud. Men det er også det, der gør det så spændende. Førstedagen går med en grovsortering. Nogle værker bliver valgt med det samme, da alle fem medlemmer i juryen er enige om deres kunstneriske kvaliteter. Men så let går det ikke hele vejen igennem og i de efterfølgende dage bruger vi meget tid på at tale om værkerne. I juryen har vi alle vores kunstsyn og ideer om, hvad der skaber en god udstilling, og det er derfor vigtigt, at vi giver os tid til at få talt bidragene igennem. Hvori ligger værkernes kunstneriske kvalitet? Hvorledes forholder værkerne sig til stedet, hvor de skal placeres? Viser værkerne på bedste vis mangfoldigheden i det skulpturelle udtryk lige nu? Det er blot nogle af de spørgsmål, vi stiller os selv i udvælgelsen. Og helt enige om hvert enkelt kunstværk bliver vi aldrig.

På mange måder er udvælgelsen dog blot begyndelsen på den lange proces, der går forud for hver Sculptur by the Sea. For efterfølgende skal kunstnerne kontaktes, og der skal indgås en dialog omkring realiseringen af de udvalgte værker. Hvorfra skal de fragtes, er det fra Australien, Kina eller Horsens? Hvordan skal de stå på strækningen, hvor egner de sig bedst? Og ofte sker der ændringer undervejes, da både teknik, vind og vejr eller økonomi kan udfordre. Værkudvælgelsen, som jeg er en del af, er derfor blot en lille brik i det store puslespil det er, at få så stor en udstilling op at stå.

Slutteligt kan jeg kun opfordre til, at man igen – eller for første gang – lægger vejen forbi Tangkrogen i juni 2015. Kom og oplev de mange, forskelligartede skulpturer og deltag i diskussionen om kunstens udtryk. Og glæd jer! Det gør jeg.

Læs mere om Sculpture by the Sea her