En by i… England?

Dette indlæg blev udgivet i Rejser, Udstillinger den af .

Det er ikke så tit jeg flyver med British Airways. Og da slet ikke sådan en lille tyksak af en flyvemaskine, hvor der foruden mig, kun er ganske få mænd i skjorter. Jeg har stadig mit havetøj på. Det pæne tøj er i kufferten, det skal jeg have på til mødet i morgen. Ud i dag og hjem i morgen. ARoS har nemlig været nødt til at udskyde en udstilling næste år, en udstilling jeg allerede har arbejdet på i et lille års tid. Så nu skal vi starte forfra og samle inspiration – i en fart!. Der er jo mange internationale kunstnere vi gerne vil arbejde med, men hvem af dem, er inden for rækkevidde, med denne lidt friske tidshorisont, vel at mærke? Og med deres bedste værker naturligvis.

I første omgang tjekker jeg et par vigtige udstillinger ud, taler med kuratorerne på de forskellige udstillingssteder om ry, besøgstal og eventuelle udfordringer ved samarbejdet. Jo jo, vi sladrer skam lidt når vi møder kolleger rundt omkring i verden. Min kuffert er tung, ikke så meget på grund af det pæne tøj, men fordi jeg har snuppet et par af vores pralekataloger med i tasken. Jeg har taget de flotteste, for Jeg vil gerne være sikker på, at vi giver det bedste og mest imponerende indtryk.

Efter mødet er min kuffert stadig tung, jeg har fået lige så mange pralekataloger med hjem som jeg kom med. Vi udveksler både kataloger og erfaringer. Efter mødet er jeg helt høj, det har potentiale til at blive så godt!  Men nu siger jeg ikke mere. Det er hemmeligt lidt endnu. Men det er ikke blot en by i Rusland.