WUNDERKAMMER #15: Emilie

Dette indlæg blev udgivet i Out of the darkness, Samlingen, Wunderkammer og tagget den af .

Når jeg kigger rundt i ARoS´ Wunderkammer, slår det mig, at det er en sjov sammensætning af kunst, som er i dette rum. Det er jo selvfølgelig også en del af hele Wunderkammer tankegangen – men alligevel! Der er værker på kryds og tværs af perioder, medier og udtryk placeret side om side. Min indre kunstnørd kan ikke lade være med at få et lille smil på læben, for hvor er det skønt at opleve alle de kunstværker, som normalt er i magasinerne, men som nu står fremme til frit skue.

Hver gang en ny udstilling åbner på ARoS, ligger der mange timers og måneders planlægning bag. Hvordan skal rummene se ud, hvilke farver skal der være på væggene, hvor skal værkerne hænge og ikke mindst, hvilke værker skal være med i udstillingen? Ofte bliver disse tanker gjort ud fra en bestemt kontekst, fx tematisk eller kronologisk, men i Wunderkammeret har der været mulighed for at vælge værker ud fra nogle helt andre kriterier. Som for eksempel; har dette værk været vist før og hvor længe siden er, at det har været oppe?

Denne udvælgelsesproces har medført, at de værker, som nu bliver udstillet i Wunderkammeret, er en bred sammensætning af kunst. Værker der ikke ”hører sammen” er placeret side om side, og man opdager, at selvom de kan være meget forskellige i deres udtryk, så passer de godt sammen. Jeg tror næppe at Svend Wiig Hansen og Joseph Beuys (små grå karton æsker til venstre) før har optrådt vedsiden af hinanden på ARoS.

Portrætbusten af Emilie med det meget alvorlige og bastante udtryk er lavet i slutningen af 1950’erne. Men set i sammenhæng med alle de forskelligartede værker, fra forskellige tidsperioder der står i Wunderkammeret, kunne busten lige så være fra vores årti. Måske er det slet ikke væsentligt hvornår portrættet blev lavet, men snarere hvad det udtrykker om personen, om Emilie.

Hvad synes du portrætbusten fortæller om Emilie?

FAKTA:

Kunstner: Svend Wiig Hansen (1922-1997)
Titel: Emilie
Årstal: ca. 1957
Erhvervet: 1980
Materialer m.m.: Udbrændt ler og gips som er farvelagt

Se alle indlæg om WUNDERKAMMER