Hanne og Birgit: Kvinder og hårdt jern eller jernhårde kvinder

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger og tagget , den af .

I et værksted står en kvinde. Med en fast kameraindstilling bliver hun filmet, mens hun fra en værktøjstavle tager en lille bitte svensknøgle og….putter den i munden!  Så tager hun den næste i rækken og den næste og næste. De bliver større og større, og til sidst er hendes mund ikke stor nok. Mundvigene begynder at blive røde, og det begynder at se ud, som om det snart går galt. Hun kommer til at savle lidt, fordi munden er så udspilet. Det hele varer 6:03 min. og er lidt bizart.

monkeywrench Still2 monkeywrench Still1

Monkey Wrench (stills), 1994

Skal vi grine? Skal vi væmmes? Eller skal vi måske undre os?

Det står os selvfølgelig frit for, men hvis man tænker nærmere over kvinden, stedet og handlingen, så gemmer der sig nogle interessante tematikker.

Værkstedet. Et stereotypt mande-sted, men nu indtaget af kvinden. Bogstavelig talt. Hun nøjes ikke blot med at overtage værktøjet. Hun overdriver og indtager det.
Eller ved hun bare ikke, hvordan man bruger svensknøglerne? Er hun så malplaceret i dette mande-sted, at hun slet ikke kan finde ud af, hvordan man skal opføre sig.
Eller blæser hun på ”skal” og ”bør” og gør som der passer hende?

Jernet. Manden. Mandighed. Der vokser i munden på kvinden. Det lyder erotisk, men ser man videoen er det så langt fra. Det er nærmere grotesk og lidt pinagtigt.

For mig at se, viser kunstnerne Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, via en enkel handling et sammenstød mellem mand og kvinde. Der bliver gjort nar, men ikke peget fingre. Både det maskuline jern, og den jernhårde kvinde bliver udstillet:

Jernet vokser og vokser, men gør hverken fra eller til. Og kvinden forsøger, i sin iver efter at indtage værkstedet og mande-verdenen at æde det hele rub og stub.

Værket Monkey Wrench and Other Tools kan ses på ARoS i udstillingen “Inklusion / Eksklusion” fra 5. oktober 2014. 

Følg med på bloggen hvis du vil vide mere om Hanne og Birgit og udstillingen.