Kuratorens horror vacui

Dette indlæg blev udgivet i ARoS, Udstillinger og tagget , , , den af .

I billedkunsten findes der et udtryk ved navn Horror Vacui. Det er græsk og betyder ”angsten for det tomme”. I mere mundrette og mindre latinkyndige kredse lyder prædikatet også som ”angsten for det hvide lærred” – kært barn har altså mange navne, trods det faktum at det vel er de færreste kunstnere, der vil betegne følelsen som kærkommen.

Talemåden er en billedrig beskrivelse af kunstnerens bekymring for sin forestående kreative proces: Vil inspirationen indfinde sig? Vil kreativiteten være en tro følgesvend under projektet? Og vil flowet gøre sit til, at kunstneren i sidste ende formår at forvandle ”det tomme” til et færdigt og fuldstændigt kunstværk?

Nu er jeg jo ikke kunstner, men kurator. Jeg har ikke noget lærred, men jeg har til gengæld et whiteboard på mit kontor. Det er tomt i disse dage. Helt tomt. I sidste uge var det plastret til med gule labels, billeder, prints af grundplaner og opmuntrende hilsner fra mine kollegaer og mig selv – opmuntrende hilsner til mig selv og mine kollegaer, forstås. Men nu har virvaret af løse ender tranformeret sig til en selvstændig udstilling, som lever sit eget liv – uden mig – og som på 10 dage har favnet mere end 30.000 gæster. Jeg taler om særudstillingen Michael Kvium – FOOLS.

Jeg gennemlever vel det, der kan betegnes som kuratorens horror vacui netop nu. En sådan lidt tom fornemmelse blandet med stolthed og lettelse. Men også en fornemmelse, som ikke undslår sig bevidstheden om, at næste projekt ligger som en flabet dato på udstillingsplanen og rækker tunge af mig. Der er alenlangt fra idé på papir til færdigt resultat med alt, hvad det indebærer af konceptudvikling, iscenesættelse, formidling og samarbejde med folk både internt og eksternt.

Ikke desto mindre vil jeg forsøge at overvinde kuratorens Horror Vacui og skrive noget på mit whiteboard i morgen. Et eller andet positivt. Det udvikler sig nok til en udstilling, skal I se…

Billedkunstneren Christian Lemmerz har i øvrigt lavet en skulptur, der hedder Horror Vacui (ses øverst i dette indlæg). Den findes i ARoS’ permanente samling.